Hullet i ozonlaget ramte for alvor danskerne i 1991

20170126_172056.jpg
Under denne kryllede frisure gemte der sig en af Danmarks mest kryllede hjerner: En af fordelene som produktchef og senere marketingchef på Tuborg var alle de kapaciteter jeg kunne trække på.  Tuborg Julebryg var det første projekt jeg lavede sammen med Jacob Ludvigsen – et samarbejde der udviklede sig til et dejligt venskab og ufatteligt mange andre skæve projekter gennem næsten 25 år.

 

Vi fjerner snefnuggene….. Cheeee, Cheee, Cheeee….

Ludvigsens velkendte latter signalerede, at der var noget sjovt i vente.

Han tog sine briller af for at tørre duggen af.

Cons skreg af grin – det samme gjorde Juul.

Jeg var holdt op med at tælle vores Juleølindtag og glædede mig over at hun ikke drak og derfor kunne tage referat. Efter at have trådt vande en times tid, var vi præcis der, hvor barnligheden havde taget i os. Der hvor man griner af alt, hvad der bliver sagt…

Efter at have fjernet Trianglen fra Julebrygetiketten året før var dette jo oplagt – det var jo nærmest det eneste andet vi kunne fjerne.

Alligevel rullede tårerne ned af mine kinder ved tanken om, hvor kedeligt etiketten ville komme til at se ud.

Ozzzonnn Laget…. 

Ludvigsen kunne næsten ikke få ordene frem.

I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne var der især to emner pressen tog fat i år efter år.

Det ene var AIDS. Det andet var det faretruende hul i OZON laget, som vores køleskabe vist var årsagen til – eller også var det de deodoranter vi brugte. Dette hul voksede sig større og større og truede med at udslette os alle.

Og i 1991 var hullet nu også en trussel for Danskernes Snebajer.

For det var præcis den historie Ludvigsen sad og bryggede på. Mellem latteren lykkedes det os at forstå, hvad det var, der var ved at tage form i Ludvigsens fantasifulde hjerne. Han sad og lavede udkast til en pressemeddelelse om OZON hullets konsekvenser.

Særlige astronomiske forhold gjorde at solens stråler kunne trænge igennem hullet i Ozon laget og smelte alt, hvilket havde alvorlige konsekvenser for den kommende Snebajer, der i år ville komme på markedet uden de velkendt dunede snefnug på etiketten.

Jeg aner ikke, om Ludvigsen virkeligt mente det alvorligt – at det var ideen til pressemeddelelsen.

Jeg synes historien var fantastisk. For det første fordi den var uhyggelig sjov. For det andet fordi det at inddrage presseaktuelle emner i vores julejokes, gav os et større spillerum, når vi fremover skulle lave ny pressehistorier. Nu var vi ikke længere begrænset til vores Tuborg Julebryg univers.

Det var ikke min eneste tanke. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, om vi var ved at gå for langt over stregen.

Den tanke varede dog kun et split sekund. Historien var forrygende og så langt ude, at enhver journalist måtte kunne se, at der var tale om en joke. Vores eneste risiko var, at de ikke ville bringe historien.

Da jeg fik teksten nogle dage efter sammen med det ledsagende pressebillede, var jeg endnu mere overbevidst om, at historien var perfekt. Jeg glædede mig som et barn til at præsentere distriktscheferne for ideen på vores førstkommende kvartalsmøde. Trianglen fra året før havde skabt store forventninger til hvad vi nu ville komme op med. Især fra Salgsafdelingen, der nærmest forlangte at se en færdig kampagne mindst 6 måneder før lancering – hvilket betød at vi skulle præsentere kampagnen for dem allerede i maj. COOP og Dansk Supermarked forlanger det, sang de i kor.

Jeg vil ikke sige, at jeg sked på deres sang. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at få tingene klar – problemet er bare, at gode ideer er lidt ligeglade med, hvad en kontormus bag et skrivebord i Århus kræver. Og så kan det være lidt svært at tænke jul og sne, mens solen skinner og ens tanker slikker sol på Bellevue.

Vores Distriktschefmøde blev holdt i starten af Juli – og det måtte de leve med.

Alle skreg af grin, da jeg nogle uger efter læste teksten op. Og de tudede og hujede, da jeg sluttede med at vise billedet med den sneløse etikette.

 

Vi Klipper til onsdag den 13. november 1991 – Dagen før lanceringsdagen.

 

steen-norager-larsen-tuborg-arhus
Farverige Steen Nørager Larsen var  Tuborgs mand i Århus. Endnu en af de gode venskaber fra bryggeritiden.

Jeg er morgenmand – jeg vågner altid før Fanden får tøj på. Men den morgen blev jeg vækket af en aggressiv telefon. I den anden ende var der en tydeligt chokeret depot bestyrer.

Hvad Fanden har i gang i?

Sten Larsen fra Århus var rasende.

Mine chauffører nægter at køre ud. De er trætte af Jeres Københavneri. NU er I gået over stregen.

Jeg var fuldkommen blank. Jeg anede ikke, hvad han talte om. Fagforening i Århus var en af landets stærkeste. Og der kunne da godt være noget på færde i den retning. Men hvad pokker det havde med mig at gøre, vidste jeg ikke. Alt med fagforeninger var Mogens afdeling.

Hey Steen, God morgen – håber du har det godt.

Jeg forsøgte at vinde lidt tid. Da han fald til ro og var til at tale med igen, blev jeg klar over problemet. Nogle af chaufførerne havde set et billede af Snebajeren i avisen. UDEN SNE. Det ville de ikke finde sig i.

Jeg skreg af grin. Jeg vidste, at de alle havde fået ideen præsenteret – men det var en sen eftermiddag 4 måneder tidligere.

Og jeg vidste også at de med garanti havde drukket kasser af Snebajere på depotet – de var nemlig blæevet leveret mindst 3 uger tidligere.

Steen, få lige en af konsulenterne til at hente en Snebajer ude på lageret…

To minutter senere hørte jeg en slubre lyd i den anden ende.

He, he, he…

Sten smilte med lyd på – et tegn på at vi stadigvæk var venner. Chaufførernes begejstrede jubelråb i baggrunden var det sidste jeg hørte, inden jeg lagde på.

 

Fem minutter senere.

Det var Kaj Thomsen. En af de tunge distriktschefer – og en af mine ‘venner’ fra Indre by.

Har du set avisen?

Samme problem – chaufførerne i Penalhuset var om muligt endnu mere rasende.

BT har bragt en kæmpe historie. De opfordrer til boycut af vores julebryg.

Der skulle meget til at ryste Kaj. Faktisk havde jeg aldrig set ham i en situation, han ikke kunne klare. Han havde mindst 35 år på bagen, hvis ikke mere….

Hvad!!!!

Jeg var målløs. Havde journalisten virkeligt taget historien for pålydende??? Troede pågældende virkeligt at OZON laget havde smeltet etiketternes snefnug væk?

Jeg strøg i tøjet og skyndte mig ud på bryggeriet og direkte ind hos Indenbys Distriktscheferne, der sad med avisen. Steffen Jungersen havde lavet en kæmpe historie, hvor han langede kraftigt ud efter Tuborg.

Sorte Udsigter for Tuborg Julebryg… var overskriften på historien, der opfordrede bladets læsere til at tilslutte sig den nyetablerede forening SPJBEK (Sne På JuleBryggen Eller Kaos).

Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg skulle græde eller grine. Og slet ikke hvad jeg skulle stille op.

Telefonerne kimede mig ned. Den næste var fra Informations afdelingen – de var rasende og beskyldte mig for en masse dårligdom og truede mig med fyringer, og det der var værre.

Den næste der ringede var Cons – hun var glad, men blev lidt moragtig, da hun fornemmede at jeg var lidt eftertænksom.

Juul var den næste – han skreg af grin.

Herefter stillede jeg telefonen om til Linda.

I 1991 havde vores anden nye Juletradition fået fat i København: J-Dagen hvor vi kørte sne ud til alle restauranter og værtshuse kl 23:59. Det var vores 2. landsdækkende event med med flere en 1,000 cafeer og værtshuse tilmeldt i Hovedstadsområdet alene. Der var en masse på spil. Og listen over ting, der skulle tjekkes op i løbet af dagen, var uendelig.

Og nu dette…

Jeg kendte lidt til Steffen Jungersen som skribent – han skrev om Rock og gerne den hårde. Hvordan han havde fået neglene i julebryghistorien, anede jeg ikke. Men jeg var glad for, at det var ham. Han var (og er) en drengerøv som os andre.

Jeg blev nødt til at fortælle ham, at det var en presse joke. Og jeg var nødt til at fortælle det på en måde, hvor han ikke følte sig til grin. Da klokken var 10 måtte han være mødt på redaktionen. Så jeg ringede til ham.

Han skreg af grin, da jeg fik fat i ham. Om det var fordi, han ikke havde gennemskuet joken, eller det var fordi, han kunne høre på min bekymring, at det var mig, der ikke havde gennemskuet, at han havde gennemskuet det hele, aner jeg ikke.

Tror det sidste. Men hans glade jyske latter gav mig mod på tanden.

Steffen – hvorfor kommer du ikke med på vognen i aften. Du kører med på den første og bringer sneen tilbage til Danskerne…

Jeg ved ikke lige, hvor dette geniale indfald kom fra. Han var naturligvis på. Pladserne til udkørslen var allerede udsolgt – men jeg sparkede folk af Hestevognen og gav den til Steffen.

Herefter bad jeg Cons om at få Ludvigsen til at forfatte en ny pressemeddelelse – et dementi med smil – vi kunne faxe ud til samtlige aviser. Denne gang for at vride en sidste historie ud af redaktionerne.

OZON BT.jpgJeg var ikke bekymret længere – BT skaffede sneen tilbage på etiketterne.

Morgenen efter nattens udkørsel kune man se en glad Steffen Jungersen i BT sidde på en Hestevogn i Indre by under overskriften: B.T. skaffer Sneen Tilbage  med denne lille forside henvisning: Tuborg bøjede sig for folkets vrede.

Jette Ludvigsen og Jan Middelboe kunne i deres vejudsigt samme aften på Kanal København også dementere historien om den manglende sne. De sad live iklædt mine rædselsfulde blå blinkende Nissehuer, mens sneen dalede over dem. Det var herefter en tradition på Kanal København ved årets J-Dag.

De kommende dage kom vores lille dementi i aviserne – den pressetekst vi i lynets hast fik fixet, faxet og eftersendt med snail mail med nyt pressebillede til alle ugeaviserne.

Og det blev enden på denne års lille Presse Joke.

Og et imponerende punktum på en morgen, der startede som et mareridt. Hvordan vi kunne fortsætte pressearbejdet herfra, var et lille problem.

Men det bekymrede jeg mig ikke over den dag.

2 thoughts on “Hullet i ozonlaget ramte for alvor danskerne i 1991

Comments are closed.