J-Dagen…. lettere sagt end gjort.

Fra taktisk salgsevent til – Danskernes yngste juletradition.

Lidt baggrund: Beaujolais Nouveau est arrivé

I starten af 80’erne faldt årets største vinterbegivenhed den 2. onsdag i november kl. 23:59. Beaujolais Nouveau est arrivé stod der på de smarte udskænknings steder i København K. i ugerne op til denne dag, hvis højdepunkt forgik på torvet over dem alle: Gråbrødrenes. Her havde jeg personligt indfundet mig trofast gennem en årrække for at modtage og smage de liflige røde dråber, der ankom med sportsvogn og tilbagestrøget hår til os smartenheimere, der i virkeligheden bare ventede på at få nogle gratis drinks til at skylle ned.

Men det var alt muligt andet, vi havde lyst til. For vinen var kold og sur og gjorde intet til at give os den varme, vi trængte til. November var nemlig meget kold i 80’erne.

Denne november aften i 1989 ville blive min sidste på Gråbrødre Torv. Men det vidste jeg ikke på det tidspunkt.

Jeg havde fået andre interesser. Jeg var nu produktchef på Tuborg med hovedansvaret for Grøn Tuborg samt et af bryggeriets mindre sideprodukter: Tuborg Julebryg.

Jeg var nu ikke helt grøn i jobbet – snarer lysegrøn. Jeg havde været trods alt været ansat siden juni og kendte allerede meget til bryggeriet. Den helt store spiller på det marked dengang, kom som nævnt fra den del af Danmark, der er landfast med det ydre Mongoliet: X-Massen. Både den og min Tuborg Julebryg ville blive lanceret samme morgen – hvilket vil sige om nogle timer. På det tidspunkt stod jeg med nattens 2 glas kold vin i hånden – klokken havde passeret 1 am.

Jeg ved ikke, om det var de rigelige mængder øl, der prægede mit liv på det tidspunkt – men da jeg stod med mit kolde glas vin i hånden slog tanken mig: Hvorfor pokker er det ikke en øl, alle os frysende fest aber og byrotter står med i hånden? Eller snarere: Hvorfor pokker er det ikke julebryggen vi venter på? – eller, eller, eller: Hvorfor er det ikke en Tuborg Julebryg er fik samme opmærksomhed?

Vi var i Danmark, vi var tidligere vikinger, der voldtog og raserede hele Europa. Og vi drak altså øl!

 

Forhindringsløb

Næste morgen – iført de mest aggressive tømmermænd som kun sur vin giver – strøg jeg ind på Bjørns kontor og indlemmede ham i mine planer for næste sæsons Julebryg kampagne: at slå Beaujolais’en af pinden.

Vi skulle nemlig sparke den kommende J-Dag igang ved a sende Tuborg Julebryg på markedet 1 minut i Midnat dagen før. Ikke så meget af kommercielle hensyn – men øl ligger jo meget nærmere dansk kultur og danske traditioner. Jeg var på en mission.

Den må du hellere tale med Mogens om.

Bjørns reaktion kom bag på mig. Jeg havde forventet hans velkendte latter og opbakning – dette var nemlig en begivenhed, der var lige hans stil.  Han havde sikkert en dårlig dag, tænkte jeg og strøg over på Mogens kontor.

Glem det!

Ordene kom som som skarpe skud, da jeg præsenterede Mogens for ideen.

Vores chauffører kører ud kl. 5 om morgen, det kan de ikke, hvis de er ude ved midnatstid med julebryggen.

Dengang var en af forudsætningen for, at bilerne overhovedet kunne bevæge sig – udover benzinen og 4 hjul naturligvis – et vist kvantum øl til chaufførerne. Og startede de med at drikke allerede ved midnatstid, ville bryggeriets øl aldrig komme ud.

Jamen vi hyrer blot chauffører udefra,

Dette argument havde jeg forberedt – jeg havde jo tænkt mig om

Aldrig i livet – hvis der kommer funktionærer på vognene, eller andre i det hele taget, lammes hele koncernen af strejke.

Det vil være en katastrofe. Skak mat!.

Naturligvis lukkede denne udmelding ned for min iver. Jeg havde aldrig arbejdet direkte med fagforeningssystemet og vidste derfor ikke rigtige andet, end at bryggeriarbejdernes fagforeninger var blandt de stærkeste i Danmark og bag flere historiske strejker. En af strejkerne havde sågar inspireret Gasolin’ til en af mine favorit sange! Så de aktører spøgte man ikke med.

Projekt J-Dag døde derfor på stedet.

 

Men jeg kunne ikke få J-Dagen ud af hovedet.

Min iver efter at realisere ideen dukkede op til overfladen igen, da vi rundede nytår efter endnu et fantastisk julebryg salg. Jeg skulle til at starte op på planlægningen af det kommende års aktiviteter og manglede præcis den aktivitet til at få banket salget i gang fra day one. Og med den kommende P-dagen lige om hjørnet, lå tanken om at skabe en tilsvarende J-dag nærmest til højrebenet. Det var efter min bedste overbevisning en fremragende aktivitet, som alle havde en interesse i. Inklusive chaufførerne – der åbenbart var forhindringen.

Jeg bliver nødt til allerede nu at slå een ting fast. Jeg er ikke ved at tilskrive mig selv ejerskab eller ideen til J-Dagen. Slet ikke! J-Dagen er nemlig ikke en aktivitet, man kan tage ejerskab af. Det er en af den slags ideer, der sagtens kunne komme fra et reklame- eller eventbureau. En af de ideer, der er perfekt at tage op af hatten for ligesom at underbygge sit kreative koncepts muligheder. Problemet er bare, at det også er en af den slags ideer, der efterlader kunden i en situation, hvor pågældende intet kan stille op.

Denne oplagte ide er nemlig så kompleks, at enhver produktchef med fornuften i behold ville skrinlægge den på stedet og kaste sig over mere håndgribelige og relevante aktiviteter.

Ud over de potentielle problemer vi kunne få med fagbevægelsen – som jo må siges at være skræmmende nok – var der en række andre relativt alvorlige og besværlige ting der skulle løses. Samt en masse praktik der var umulige at overskue.

Først var der forbrugerombudsmanden.

I starten af 90’erne hed han Hagen Jørgensen. Og han var konstant på nakken af os med forbud og påbud vi som alkoholproducenter skulle rette os efter. En af dem var at forære øl væk. Eneste undtagelse var smagsudskænkninger ved produkt introduktioner. Og her var der sat mål for, hvor meget man måtte udskænke afhængigt af øltyper: Vist nok 5 cl for stærkøl og 7 cl for de svagere pilsnerøl. Der er ikke meget fest i de mængder.

Så selvom gratis øl aldrig var tænkt som et element i J-Dagen vidste jeg, at vi ville komme til at give øl væk. Og lige gyldigt hvad – sådan ville begivenheden blive opfattet.

Et andet problem var antallet af udskænkningssteder.

Beaujolais Nouveau est arrivé var skabt af en række af Københavns mest presselækre Cafeer i 80’erne – vist nok gruppen af restauratører på hit-torvet Gråbrødre Torv. Så de havde ligesom løst dette problem. Og så var der i virkeligheden ikke tale om så mange steder.

Vi skulle starte fra bunden – og vi var leverandører.

Ikke nok med det. Da vi solgte julebryg til Hr. og Fru Danmark havde vi brug for opbakning fra tilstrækkeligt mange udskænkningssteder fordelt over hele København, til at vi kunne kalde det for en folkelig begivenhed. Med streg under folkelig.

Sommersko, Victor, Frimann’s og hvad de andre Beaujolais steder hed, var overhovedet ikke interessante for os.

Et tredje problem var udkørslestidspunktet

Dengang blev Julebryggen frigivet den tredje torsdag i november. Det var en dato Bryggeriforeningen havde fastsat. Så udkørslen skulle ske om onsdagen 1 minut før midnat – altså onsdagen kl. 23:59 – samme dag som Beaujolais’en.

Hvor mange udskænkningssteder med natbevilling eksisterede der? Med bevillinger til at holde åbent på en hverdag vel at mærke. Og endnu vigtigere: Ville restauratørerne overhovedet være interesseret i at lave noget på en dødsyg onsdag?

Mit fjerde problem var økonomien.

J-Dagen er nemlig en af den slags ideer, der lyder billig. Men når man lægger udgiftsposter sammen bliver man overrasket. Det kan godt være, at bryggeriet har en stor bilpark. Men ved midnatstid står de pakket i garagen klar til at køre med bryggeriets produkter om morgenen. Dem kan man ikke umiddelbart bruge. Måske nogle af dem – resten skal man leje.

Og så er der omkostninger til personalet. Jep – vi var mange, der var villige til at arbejde gratis. Men der er altid folk, der er på job – almindelige lønslaver, som naturligvis skal honoreres for deres indsats. Hertil er der naturligvis omkostninger til de sædvanlige reklamematerialer, PR og uforudsete udgifter.

Det største problem i relation til J-Dagen var imidlertid at jeg jo havde fået et meget klart No Go til projektet. Dvs. at jeg ikke havde mulighed for at tale budgetter internt med mindre der var en løsning på den praktiske del af arrangementet.

Mit sidste og måske største problem var forbrugerne.

Kunne vi overhovedet sikre os at folk ville komme i byen en onsdag nat? Og endnu vigtigere – hvordan sikrede vi os at dem, der måtte komme, ikke kedede sig til døde. Sandheden var nemlig, at vi ikke var særligt mange, der frøs på Gråbrødre Torv – og os der var der, vi kedede os bravt.

Spørgsmålene og problemerne stod nærmest i kø. Så hvis Mogens trussel om en tørlagt December ikke var tilstrækkelig, havde jeg årsager nok til at skrinlægge ideen. Og det var ikke fordi, jeg ligefrem stod og manglede arbejde.

Men ideen blev ved med at terrorisere mig. Især fordi den rent salgstaktisk var perfekt. Jo hurtigere vi kom igang med salget, desto mere ville vi sælge. Efter den 24 december stopper alt!

Nøglen til J-Dagen lå i chaufførernes lomme.

Jeg besluttede mig for at gå direkte til ’problemets’ kerne og gik over i Penalhuset, drak en pils med Louis (chaufførernes fagforeningens boss) og Kjeld (chefen for det hele i den afdeling). De kunne begge mere end deres Fader Vor.

Selvom jeg var funktionær fra førerbunkeren og i princippet en af fjenden, havde vi det altid forrygende sammen. Og vi var altid på samme hold, når snakken handlede om Carlsberg, som vi alle hadede (af et godt – men småt – hjerte). Som altid væltede det ud med løgnehistorier og som altid steg latteren i takt med ølindtaget. Men mod sædvanen var det ikke Carlsberg, vi grinte af den dag. Vi grinte af vinen og hvor sjovt det kunne være at tage røven på det sure sprøjt til næste jul…. alt sammen var naturligvis bare noget vi underholdt os med den dag…. naturligvis var det det.

Ugen efter havde jeg inviteret mig selv på en vogn et par dage. Et par ture i Hovedstadsområdet og et par i Provinsen. Det var der intet usædvanligt i. Det gjorde vi alle inkl. Mogens og Bjørn og læskedrengene. Disse ture gav mig mere indsigt i mit arbejde end 5 år på handelshøjskolen. Og så lykkedes det mig at knytte meget nære bånd til stort set samtlige chauffører overalt i Danmark.

Det lykkedes mig at komme ud og køre i 3 dage på forskellige vogne. Den ene var med de mest fagforeningsbevidste chauffører vi havde, mens de to andre var på vogne, der kørte i områder med mange af de interessante og relevante udskænkningssteder.

Jeg sled som en hest og blev vingeskudt i en hidtil ukendt grad. MEN jeg kom tilbage på kontoret – og til tiden. Og denne gang med en fremragende idé som chaufførerne havde fostret – helt af sig selv. Næsten 🙂

Om det ikke var en god idé – at vi bankede de latterlige franskmænd af pinden og kørte julebryg ud i stedet! … var Slyngsen, Monberg og mine andre chaufførvenner kommet frem, til under vores snak om hvad der kunne være sjovt at lave.

De syntes naturligvis endnu bedre om ideen, da jeg senere med største selvfølgelighed, pointerede at chaufførerne naturligvis fik nattens salg på deres salgssedler, så de på den måde fik provisionen.

Og nogle måneder senere kunne jeg gå på vandet af respekt, da jeg sponserede chaufførernes årlige skovtur, eller bowlingtur eller en eller anden tur. Da blev jeg stjerne – selvom jeg var funktionær.

Jeg blev også stjerne hos Mogens, da han hos både Louis og Kjeld fik bekræftet, at chaufførerne naturligvis stillede deres biler til rådighed for en natlig julebryg udkørsel.

Det eneste sted jeg ikke var stjerne var på hjemmefronten – den tilstand jeg kom hjem i de uger var hverken charmerende eller specielt børnevenlig.

Men problemet blev løst.

Så nu var det ellers bare med at komme ud over stepperne. Resten var herefter mest hårdt arbejde.

2 thoughts on “J-Dagen…. lettere sagt end gjort.

Comments are closed.