En Practical Svanholm Joke kickstartede Snebajerens succes og sikrede Danmark EM guld i ’92 ??!!

Konkurrenten på Vesterfælledvej var harmløs…

Nogen gange ville jeg have foretrukket en regulær produktkrig fremfor den evindelig konkurrence vi fik fra koncernledelsen.

De utallige begrænsninger for, hvad vi måtte og især ikke måtte var dræbende. For det meste var der tale om ting, der var ulogisk – og flere gange ting, der var decideret dårlige forretninger. Vi følte at vi hele tiden skulle tage hensyn til Carlsberg, hvis største bidrag til festen – set fra Strandvejen – var koncernnavnet.

Tuborg tjente pengene – så hvorfor pokker dog tage hensyn – spurgte vi Fætter Guf, når han forsøgte at få os til at gøre noget, der var naturstridigt.

Der var naturligvis tale om en god portion paranoia fra vores side. Men den havde vi brug for. Vi blev nød til at bekræfte os selv i rollen som klassens uartige dreng. Det var den, der gav os energien til at flytte bjerge – det var det der gav næring til Tuborg Ånden. (Her vil jeg lige indskyde, at min venner i Carlsberg Marketing sandsynligvis havde det vanskeligere end os. Afdelingen lå lige under direktionsgangen – sandsynligvis Carlsberg Marketings største svaghed).

Vi var måske en smule arrogante – men ikke mere end hvad der afspejlede vores resultater og vores arbejdsindsats. Vi arbejde alle sammen konstant – og døgnet rundt. Og det var sjovt!

Jeg tog som sagt mit produktansvar helt bogstaveligt.

Jeg sked ganske enkelt på de instruktioner (kald det bare lodrette ordrer) fra Vesterfælledvej, hvis de skadede mine produkter. Ligesom alle mine kolleger på 4. sal kæmpede jeg for mine produkter og svindlede og bedragede med mine budgetter – ikke for egen vindings skyld, men for at opnå resultater. Jeg lavede dog aldrig noget, der var decideret ulovligt.

Denne fanden-i-voldskhed gav os ikke alene energien. Den drev os til at finde løsninger på selv uløselige opgaver.

Vores 100% opbakning fra Bjørn og Mogens var den kæmpe motivation der sparkede os ind i kampen.

Her på Tuborg bliver vi fyret mindst en gang om året

Det var noget af det første Bjørn fortalte mig, da jeg lige var startet.

Mogens havde sagt det samme – bare på en mere politisk måde. Og Fætter Guf greb jeg flere gange i at nikke anerkendende til nogle af vores narrestreger.

Det tog jeg som en opfordring til at gå over stregen, når det var nødvendigt. Om denne tolkning var korrekt, skal jeg ikke kunne sige. Men der var mig bekendt aldrig nogen, der var blevet fyret for at tjene penge. Omvendt er jeg heller ikke i tvivl om, at nogle af de beslutninger, jeg tog i kampens hede, ville have givet mig problemer, hvis ikke resultaterne havde været positive.

Listen over underlige projekter er lang – og de fleste af dem har meget lidt relevans for Snebajeren, der trods alt var det mindste af mine brands – jeg tør slet ikke tænke på alt det vi lavede for Grøn…  men det er en anden historie.

Men jeg lavede et lille stunt, som ikke var ment som andet end en lille practical joke med Carlsberg – eller snarere Pjevs (aka P. J. Svanholm). Og dette mener jeg helt ærligt – der var tale om en pratical joke . Den endte bare have så stor effekt, at jeg faktisk tror, at det var den ‘begivenhed’, der skulle til for at få Julebryg snebolden til at rulle.

Kig lige engang på dette billede.

LYSTAVLE Julebryg1990_1.jpg
Er det ikke et fantastisk billede Burt Seeger tog? Og kan du se de to historiske begivenheder billedet omhandler?

Fodboldnørden kan med det samme se, at billedet er fra landskampen mod Jugoslavien 14. november 1990.

Historisk fordi det var den sidste i Danskernes gamle National Stadion: Københavns Idrætspark, og historisk fordi modstanderne endnu ikke var gået i opløsning som resten af de gamle østlande. Det gjorde de senere – og skaffede derved Danmark den slutrunde billet til EM, som de senere vandt. Men det er en anden historie.

Hvad billedet ikke umiddelbart afslører, er at den hjemlige medieverden ved samme begivenhed blev præsenteret for et nyt annoncemedie. En spritny Storskærm – eller Jumbotronen – der blev monteret på taget af tribunen – den på Parksiden.

Det var første gang landet var vidne til dette vidunder. Hvorfor det stod på taget af en tribune, der skulle rives ned, aner jeg ikke. Men mon ikke det var, fordi leverandørerne ville gøre sig lækre i håb om kunne sælge en enkelt eller to til det kommende nybyggede nationalstadion.

Dimensionerne husker jeg ikke – men skærmen var KÆMPE. Og det var annoncepriserne også.

Derfor var det naturligvis også en umulig opgave for de stakkels annoncesælgere at komme af med reklamepladsen. Især fordi de som altid var ude så sent, at alle mediebudgetter var enten opbrugt eller disponeret.

Ved den slags mediebegivenheder var bryggerierne altid øverst på listen over mulige annoncører. Dels fordi vi havde budgetterne – men også fordi vi som landets stærkeste brands ville blåstemple mediet ved vores blotte tilstedeværelse. Det var forbundet med prestige at få enten Carlsberg eller Tuborg med som annoncør.

Rent undtagelsesvis var jeg meget interesseret i mediet. Landskampen faldt på J-Dagen, den allerførste. Så det var oplagt at bruge den populære Snebajer film, som vi jo dengang kun kunne vise i biografen. Det var derfor svært at få armene ned af begejstring, da det lykkedes mig at få prisen fra 150.000 kr. ned til noget nær gratis – annoncesælgeren ville for enhver pris have sæsonens ubetingede mest populære spot med.

Glæden varede dog ikke længe. En eftermiddag dumpede der en meddelelse ind på mit skrivebord der lød noget i retningen af: Det var besluttet at Tuborg ikke måtte annoncere på dette nye og revolutionerende medie. Det var som bekendt Carlsberg, der ’sad’ på fodbolden og Tuborg på musikken. Da der var tale om Københavns Idrætspark – med tryk på idræt – var det et forbudt medie.

Jeg forstod ikke en skid af det hele. Jeg havde set Prince, Elton John, Tina Turner og et hav af andre koncerter her????

Fra et koncernsynspunkt var det hjernedødt at spilde annoncekroner på andre produkter en Tuborg Julebryg. Snebajeren var ganske enkelt den eneste relevant øl koncernen havde i den periode. Der blev ikke efterspurgt andre øl i hele Danmark end end julebryg. Og Tuborg Julebryg var koncernenes eneste reelle produkt til den efterspørgsel.

Jeg var derfor godt muggen og forbandende Pjevs derned, hvor solen ikke skinner. Enten var ejeren af mediet hans personlige ven – eller også ville han sikre sig, at det var koncernens prestige produkter fra Carlsberg, der blev annonceret for, mens han sad og hyggede i VIP logen overfor storskærmen sammen med Kaiser. Rygtet sagde at sidstnævnte var tilfældet. Og i sådanne situationer kunne en plebajerbryg fra Hellerup ikke komme på tale.

Koncernens ulogiske påbud virkede som en rød klud.

Da jeg nogle dage senere stod på Rådhuspladsen og stirrede på Politikens Lystavle, fik jeg ideen. Hvis det kan lade sig gøre her – må det naturligvis også kunne lade sig gøre på resultattavlen i Idrætsparken, som dengang fungerede efter det samme light bulb princip. Jeg ville have min Triangel og Glædelig Jul og Godt Tub’år på Idrætsparkens lystavle.

Intet mindre!

Det var naturligvis umuligt at finde frem til den person, der havde ansvaret for Idrætsparkens resultattavle. Men som så mange gang før, var der kun én ting at gøre. Spaghettien aka Umberto aka Smukke Arne aka Arne Petersen måtte på banen.

Og som så mange gange før stod han lige akkurat og havde tid til en frokost (klokken var vel 9 om morgenen)… så jeg kunne bare komme ned og sætte ham ind i mine problemer, så kunne vi tage en bid brød efterfølgende.

Idrætsparken… har du prøvet Bent Borch?

Vi havde fået nogle pils – tilstrækkeligt til at hans underlæbe begyndte sin karakteristiske rundgang på oversiden af overlæben.

Bent Borch havde, udover City Rock i Scala og Smut Inn på Strøget, også forpagtningen af restauranten i Idrætsparken.

Det havde jeg – og vist også nogle andre af dem jeg kendte der kunne have haft kontakter. Men ingen af dem vidste, hvem der sad og skruede pærer på lystavlen.

Så kom med… Spaghettiens overlæbe nåede helt op til undersiden af næsen.

Jeg aflyste mine aftaler og smuttede med Arne ned til hans bil. Inden vi forlod bryggeriet, smuttede vi ved forbi Tap Syd og fyldte en kasse Sne i bagagerummet (på min konto) og tog herefter videre ad Strandvejen mod City.

Vi skulle nu ikke så langt.

Et eller andet sted bag Rigshospitalet stoppede vi foran et lille skur, hvor en af Københavns vigtigste personer havde et lille ydmygt kontor, der lå langt under den standard, der matchede hans magt.

Poul-Erik Oppelstrup hed den lille mand med den store magt. Daværende direktør for KUC – som blandt andet var Huset i Magstræde, Pumpehuset, Amager Bio samt en masse andre spillesteder. Og så var han ansvarlig for Restaurationen i Københavns Idrætspark. Det var i den forbindelse, at han vidste, hvem vi skulle have fat i.

Oppelstrup ringede med det samme op i buret og meldte vores ankomst – han havde ikke selv tid til at tage med.

Ti minutter senere sad Spaghettien og jeg i et meget lille operatørrum og talte med to ældre herrer over en frisk Snebajer. Jeg kan ikke huske deres navne, men jeg kan huske, at jeg sad og spekulerede over, hvordan de to ‘karakterer’ havde kvalificeret sig til dette lidt specielle job. Og hvad lavede de iøvrigt de 300 dag om året, hvor Tavlen ikke blev brugt

Det viste sig, at de begge var tidligere sporvejs konduktører. De havde begge kørt Linie 5 i en menneskealder. Den ene havde kørt den allersidste tur den 20 april 1972. Noget jeg kunne tale med om, fordi jeg havde taget turen utallige gange fra Amagerbrogade til
mine bedsteforældre på Hvalsøvej i Brønshøj – en sidevej til Frederikssundsvej hvor sporvognen stoppede.

Fra det øjeblik var vi bedste venner – og det fejrede vi med en julebryg mere.

Som alle andre var de meget imponerede over at smage disse gyldne dråber hele to uger før release, og sagde ikke nej tak. Så den ene tog den anden, og da kassen var tom, var de ellevilde over at få lov til at lave Den lille Snebajer Reklame som deres sidste opgave. Efter ombygningen af Idrætsparken ville der naturligvis være en topmoderne digital resultat tavle, og det skulle håndteres af andre. De selv skulle på pension.

Både Spaghettien og jeg selv holdt kæft med vores lille stunt – mest fordi vi faktisk var lidt usikre på, om det overhovedet ville blive til noget. Men også fordi vi var lidt usikre på, hvordan det ville komme til at se ud. Hvad nu hvis det lignede lort?

Der var mange, der undrede sig da jeg pludseligt skulle have billetter til den totalt udsolgt fodboldkamp. Jeg er kendt for at hade alle former for sport. Og hvordan havde jeg tid til dette på J-Dagen? Et projekt jeg havde brugt så megen energi på?

Jeg kunne ikke komme i tanke om nogen anden forklaring, end at jeg gerne ville mingle med nogle af de VIP kunder, vi traditionen tro havde inviteret med. Kunder der skulle med til udkørslen efter kampen (dette var iøvrigt rigtigt).

Jeg skred 20 minutter inde i kampen. Regnen væltede ned i tove… så hellere sidde i baren på Park og sludre med Robert som viste kampen på TV.

Så der sad vi og festede i varme og tørre omgivelser, mens spillerne fik lammetæv af jugoslaverne, og publikum blev gennemblødte.

Overraskelsen var derfor stor, da der pludseligt lød et kæmpe jubelbrøl fra stadion efter halvlegsresultatet, og igen da den triste kamp sluttede. Da var brølet bare endnu højere! VI HAVDE TABT – 2 -0???

Jeg kigge op på TV’et over baren og var ved at falde ned af barstolen af overraskelse.

Mens rulleteksterne løb ned over skærmen, havde fotograferne fra Danmarks Radio stillet ind for at få den allersidste optagelse af lystavlen i det historiske National Stadion.

Og hvad rullede ind igen, og igen, og igen… Tuborgs lille Triangel i en himmel fyld med snefnug efterfulgt af teksten: I nat falder den første Julesne. Direkte ind i danskernes hjem og ind på skærmene i alle de værtshuse der viste landskampen for deres gæster. Og det var mange.

Derfor jublen!

Spottet blev set af 1,2 million danskere, der ikke alene blev klar over, at Julebryggen var på gaden samme aften – Historiens første J-Dag. De blev også klar over, at Tuborg Julebryg stadigvæk havde den Lille Triangel kørende. Den – havde de ellers læst i dagens aviser – var blevet fjernet.

Carlsberg havde betalt kassen for at vise en reklame for Sort Guld… et fuldstændigt ligegyldigt produkt (jeg havde sgu’ lidt ondt af mine kolleger på Carlsberg). Hvad Pjevs sagde til mit lille PR stunt, fik jeg aldrig at vide. En lønforhøjelse havde været på sin plads.

Eller måske bare et skulderklap.

I stedet fik jeg en underlig bon på 5.000 kr. fra Spaghettien (det kan jeg jo godt sige nu, da han ikke er mere, Arne RIP). Derudover spiste vi en frokost på Skt. Peder (der tog en hel dag) og så var der naturligvis den kasse øl til hver af mine nye venner i kontrolrummet.

Til min store glæde prægede mit lille stunt forsiden af Tuborg Posten – koncernens interne magasin.

Det havde Pjevs med garanti ikke godkendt.

CODA

At det var denne joke der fik Tuborg Julebryg salget til at gå i selvswing er naturligvis en efterrationalisering.  I takt med at de forskellige historier her på bloggen er nedskrevet står mekanismerne i Julebryg kampagnen mere og mere klart for mig.

Hvad vi ikke vidste da vi startede vores lokalblads promotions op var at vi udover distributionen samtidigt skabte en særdeles velfungerende landsdækkende platform for BÅDE vores PR Jokes og vores J-DAG aktiviteter. J-Dagen blev bare en udvidelse af det samarbejde vores lokale forhandlere allerede havde etableret – barerne, cafeerne mm i de forskellige områder var naturligvis med på J-Dagen som Lokalavisen dækkede både før og efter SAMTIDIGT med at de naturligvis også bragte vores PRESSE JOKES med billeder, egne kommentarer og hvad de ellers kunne komme op med.

Da den lille Triangel kørte over skærmen efter denne historiske kamp og videre ind i. Hr og Fru Danmarks dagligstuer var det dråben der fik danskernes ølglas til at skvulpe over og Danmark til at gå amok. De havde alle læst om Trianglen der var væk… og også læst om alle de lokale aktiviteter i anledningen af J-Dagen samme aften.

Med andre ord vi fik Maksimalt synlighed fra day one med en landsdækkende distribution på plads. Løsningen på vores to helt store strategiske issues. Uden at vide det havde vi i havde skabt et selvspillende klaver.

Gud ve’ om det på en eller anden måde også var grunden til at Danmark vandt EM?

One thought on “En Practical Svanholm Joke kickstartede Snebajerens succes og sikrede Danmark EM guld i ’92 ??!!

Comments are closed.